TYLSTRUP: Lørdag den 1. februar er der endnu en gang lagt op til det helt store brag af en fest i Tylstrup Hallen med det esbjergensiske dansktop-heavy-rockband Keinstein – og Kim Larsen-kopibandet Ole Gas Band.
Både sidste og forrige år fik Keinstein og det begejstrede publikum taget på Tylstrup Hallen til at løfte sig.
– Derfor var vi ikke det mindste i tvivl om at gen-engagere Keinstein til årets Tylstrup Halfest, fortæller Jeanette Bækgaard fra Tylstrup Samråd.
Keinstein spiller dansktop-melodier, som var de blevet fostret af rockhistoriens største navne.
– Hvem har for eksempel drømt om at høre ’I en lille båd der gynger’, som Deep Purple, Led Zeppelin eller Black Sabbath ville spille dem.
Eller hvad med Volvo B18’ spillet af AC/DC? Eller høre Metallica gå over i Birthe Kjær?
Keinstein har gennem flere hundrede koncerter vist, at deres dansktoptoner – tilsat et solidt skvæt hård rock fungerer perfekt – og skaber høj stemning hos publikum.
Tylstrup Samråd har ligeledes gen-engageret Kim Larsen-kopibandet Ole Gas, der indleder festen og sender publikum på dansegulvet med velkendte toner, komponeret af Danmarks nationalskjald nr. 1.
Inden det hele går i gang er der spisning med en menu fra Tylstrup Kro.
Jeanette Bækgaard fortæller, at der allerede er god gang i billetsalget.



