Lokalavisen ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår

Drej kun universet helt omkring.
Vend kun op og ned på alle ting.
Jorden med, thi den er falsk og hul.
Rør blot ikke ved min gamle jul.

Sådan lyder det i nogle af de sidste linjer i Peter Fabers gamle julesang ”Sikken voldsom trængsel og alarm fra 1848”.

Nu er det blevet jul igen, og bare få dage efter, er der også nytår.

I årets løb er der vendt lidt op og ned på den avis, du læser lige nu.

I august blev Vodskov Avis og Vadum Bladet lagt sammen til Lokalavisen Vodskov Vadum.

Du skal nu selv hente avisen i dit supermarked, købmand, aktivitetscentre, haller og andre steder, hvor mange mennesker færdes og mødes.

Det giver en større læserskare, idet Lokalavisen nu også er tilgængelig for de alle dem, der bor i boligblokke og i landdistrikter, og som ikke tidligere har fået den leveret i deres postkasse.

Omdelingen af Lokalavisen starter tirsdag morgen kl. 8.00,  så det sidste udleveringssted på ruten har nye aviser ved 14-tiden.

Du skal nu ikke længere vente til torsdag aften på Lokalavisen, hvis den og reklamerne da ellers nåede frem til din postkasse.

Ændringen fra husstandsomdelt til selvafhentning er blevet taget godt imod af vore læsere.  

Den hentes også af de tusinder af læsere, der gerne vil læse Lokalavisen. Den får samtidig fuld opmærksomhed, fordi den ikke ender i en dynge reklamer.

Vi nærmer os nu stærkt det oplagstal, vi havde, da avisen blev husstandsomdelt. 

Det er vi sagt i al beskedenhed meget stolte af.

For vore annoncører betyder det at de nu får deres budskaber ud i et langt større område end tidligere:  Vadum, Nørresundby, Hals, Hou og omegne.

Annoncerne er placeret sammen med lokale artikler, hvilket giver ekstra fokus på budskaberne.

Og husk, at det er annoncerne, der betaler for din gratis lokalavis.

Vi har en række ny tiltag på bedding, der løber af stablen i 2025 – og som vil give din lokalavis endnu mere lokalt indhold.

Den avis, du kikker i lige nu, indeholder masser af læsestof, Kryds & Tværs og sudokuer til juledagene.

Udover julen kan du også glæde dig over, at vi i lørdags havde vintersolhverv – og at lyset nu langsomt – men sikkert -. gør de mørke dage kortere. 

Næste udgave af Lokalavisen Vodskov Vestbjerg Vadum ligger klar på vore mange udleveringssteder tirsdag 7. januar.

Vi ønsker alle vore læsere og annoncører en glædelig jul og godt nytår!

Betina, Janni og Erik 

Del
Kommentér på artiklen øverst

Vil du læse mere af Redaktionen

Her kan du hente et trykt eksemplar af avisen

Lokalavisen Vodskov Vestbjerg Vadum udkommer hver tirsdag og kan hentes følgende steder – klik her!