Sulsted-Ajstrup Låne- og Sparekasses Mindelegat deler ud
VESTBJERG: Søndag blev det Vestbjerg Idrætsforeningens tur til en modtage en donation fra Sulsted-Ajstrup Låne- og Sparekasses Mindelegat på 100.000 kr.
I en pause under søndagens store håndboldbrag fik Vestbjerg IF besøg af afdelingsdirektør Kenneth Møller, Nordjyske Bank i Nørresundby og revisor Finn Kronborg, der på vegne af Mindelegatet overrakte en check på 100.000 kr. til idrætsforeningen.
Den blev med stor tak modtaget af hovedformand i Vestbjerg IF Torben Carstensen, der oplyste, at klubben har tre ønsker, som nu er kommet et godt stykke vej til at gå i opfyldelse:
– En optimering af E-sports-afdelingen, en robot til automatisk kridtning af fodboldbaner og et anlæg, der kan sende et ”lydbombardement” ud i hallen, når der scores i håndbold.
Som den opmærksomme læser har bemærket, har også idrætsforeningerne i Sulsted og Tylstrup for et par uger siden ligeledes modtaget 100.000 kr. hver, mens Ajstrup IF og Borgerhuset Ajstruphus er ”blevet begavet” med henholdsvis 25.000 kr. og 20.000 kr.



